Med hjertet på rette sted

Onsdag d. 30 november Kl. 18, var 17 interesserede mødt op til et læringsrigt og informativt kursus i HLR (Hjerte-Lunge-Redning) i Ejby Medborgerhus.

Instruktøren gennemgik hurtigt og præcis hvordan et optimalt forløb som hjerteredder burde forløbe. Herefter gennemgik han alle trinene et efter et med tilhørende forklaringer.

Deltagerne fik rig mulighed for at stille spørgsmål om procedurerne ved hjertereddende førstehjælp, og instruktøren besvarede dem alle også de mere følsomme spørgsmål der kan komme når man behandler et svært emne som hjertestop.

Alle der havde lyst, kunne komme op og prøve kræfter med genoplivningsteknikken.
Flere fandt det betryggende at prøve, hvordan det føles at give hjertemassage.

Instruktøren gentog mange gange mantrat:
Det er bedre at gøre noget, også selvom det ikke er 100% korrekt, end slet ikke at gøre noget.

Hjerteløber

Efter det indledende hjerteredderkursus, gennemgik instruktøren de 2 apps: Trygfonden Hjertestart og Trygfonden Hjerteløber. Han viste både hvordan man tilmelder sig og hvordan man bruger app’en i praksis.

Han forklarede f.eks. hvordan systemet udvælger hvilke personer der bliver alarmeret i tilfælde af et hjertestop i ens nærhed, og hvordan man kunne benytte app’en Trygfonden Hjertestart til at ringe 1-1-2 og derved give alarmcentralen nemmere mulighed for at spore ens position.

Find links til begge app nederst på siden.

Faktaboks

  • Der er ca. 5000 hjertestop uden for hospitalet i Danmark om året.
  • Overlevelsen i Danmark er ca. 14%.
  • Hjertelungeredning (HLR) udført af lægfolk er den vigtigste handling før ambulancens ankomst.
  • Tidlig hjertelungeredning (HLR) og tidligt stød med en hjertestarter (inden for 3-5 minutter) kan føre til en overlevelse på op til 50-70%